Når du har født – barsel på fødeafdelingen

barsel på fødeafdelingenEfter 9 måneders graviditet og en fødsel, der har varet fra få timer til flere døgn, så er din barsel på fødeafdelingen også varierende.

Som nybagt mor kunne man tro, at du fik lov til at komme til hægterne på fødeafdelingen eller barselsafsnittet og slappe af i nogle dage, men faktisk gør hospitalet meget for, at du hurtigt er klar til at komme hjem igen.

Selvom det kan virke barskt, at I hurtigt bliver sendt videre, så er det i virkeligheden sundest for dig og den lille at komme hurtigt hjem igen.

 

 
 

Hvor lang tid er din barsel på fødeafdelingen?

Hvor længe du får lov til at blive på afdelingen efter din fødsel afhænger af flere faktorer. Det afhænger selvfølgelig allermest af din fødsel, og hvordan den har påvirket dig både fysisk og psykisk, men naturligvis er der også nogle retningslinjer, der skal følges.

På de danske sygehuse og fødeafdelinger gælder det som udgangspunkt:

  • Førstegangsfødende: Er du førstegangsfødende, og har din fødsel været normal, så bliver du tilbudt 1 eller maksimum 2 overnatninger på hospitalet.
  • Flergangsfødende: Er du flergangsfødende, og har din fødsel været normal, så bliver du typisk sendt hjem samme dag, som du har født, eller inden for få timer. Nogle fødeafdelinger beskriver, at mor og barn skal hjem inden for 2 timer.

Der er flere ting, der gør, at man kan afvige fra disse tider. For det første beskrives “en normal fødsel”, som en fødsel uden nogen som helst komplikationer. Har du haft komplikationer, som for eksempel også omfatter fødsel med tang/sugekop, klip i mellemkødet eller en meget lang fødsel, så gælder de ovenstående retningslinjer altså ikke.

Du kan sagtens være flergangsfødende og have født på få timer, og være helt frisk og klar til at tage hjem til familien. Du kan også være flergangsfødende med en ukompliceret fødsel, der har taget lang tid, og være så udmattet, at du har brug for hjælp til at lægge barnet til.

I det sidste tilfælde vil du som regel ikke blive sendt hjem, men får lov til at få en overnatning, så du kan komme til hægterne igen. Føler du, at du har brug for ekstra tid på fødegangen, så tal med sygeplejerskerne på gange, og hør om det er muligt.

 

 
 

Hvorfor så kort tid på fødeafdelingen?

Tiden på fødeafdelingen er kort, og måske synes den også at være for kort for de kvinder, der kunne tænke sig lidt mere vejledning og hjælp.

Årsagen har selvfølgelig noget at gøre med omkostningerne for hospitalet. Når en nybagt mor optager sengeplads, belaster det sygehusvæsnets økonomi.

Men udover at tænke i økonomi, så er det rent faktisk bevist, at jo hurtigere en nybagt mor kommer hjem fra fødeafdelingen, jo mindre chance for infektioner hos mor og barn er der.

Har du født ved kejsersnit, er der ligeledes regler om tidlig hjemsendelse. for at undgå betændelse i kejsersnitssåret eller andre infektioner.  De fleste kvinder, der har født ved kejsersnit sendes hjem efter 2 nætter på fødeafdelingen.

Det lyder måske mærkeligt, at man kan få infektioner på et hospital, hvor alt bør være klinisk rent, alligevel er det sådan, at der er risiko for at få betændelse og sygdomme, jo længere tid, man er indlagt.

I forhold til flergangsfødende er det desuden også bedre for familiestrukturen og de andre børn, at mor og barn kommer hjem så hurtigt som muligt.

Det er vigtigt at huske, at lige så snart du er kommet hjem, så har du din sundhedsplejerske, der står klar til at hjælpe. Hun kommer hjem til dig på besøg efter ganske få dage, og har du brug for rådgivning om noget, så står både din egen læge og sundhedsplejersken klar til at hjælpe dig.

Du kan læse meget mere om sundhedsplejerskens besøg her

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit.

Når du har født – barsel på fødeafdelingen
5 (100%) 5 Stemmer