Børn født med alvorlige misdannelser i Frankrig

misdannelserMan skulle måske tro dette var en overskrift fra 60’erne, hvor de triste sager om thalidomid børn, der blev født med alvorlige handikap fyldte medierne. Desværre handler denne artikel om helt nye tilfælde af børn født med misdannelser.

I det nordlige Frankrig har man igennem de senere år oplevet, at flere børn er blevet født uden arme, eller hænder, og for få uger siden kom det frem i franske medier, at endnu 11 tilfælde af børn født med disse avorlige misdannelser er blevet registreret.

Den 31. oktober nedsatte de franske sundhedsmyndigheder, Santé publique France, en national undersøgelse af sagen.

 
 

Registrering af børn født med misdannelser

Registrering af misdannelser og handikap er noget der løbende foregår for at indsamle viden og for at forske i årsagerne, så sundhedsmyndighederne kan rådgive borgere om sundhedsrisici og så vidt muligt forhindre fremtidige fosterskader.

Også i Frankrig registreres disse misdannelser, men grundet registrering i forskellige registre, der ikke har været samkørte, er det først nu kommet frem, at der er tale om en tendens snarere end tilfældigheder.

Der er indtil videre registreret 25 børn født uden arme eller hænder. De ramte børn er særligt bemærkelsesværdige, fordi de er født i grupper eller “clusters”, fordelt på 3 områder i Frankrig.

De 18 tilfælde er fra området Ain, der ligger tæt på den Schweiziske grænse, mens de andre 7 tilfælde er fra den nordvestlige del af Frankrig.

Santé publique France skriver, at de har modtaget følgende indberetninger om misdannelser:

  • Fra 2007 til 2008 er der 3 tilfælde i Loire Atlantique
  • Fra 2009 til 2014 er der fundet 7 tilfælde i Ain
  • Fra 2011 til 2013 er der fundet yderligere 4 tilfælde i Morbihan
  • Fra 2000 til 2014 yderligere 11 tilfælde i Ain.

Det er de sidste 11 tilfælde, der har bevirket, at der nu endelig er kommet skub i sagen, og at en egentlig gennemgribende undersøgelse er iværksat. Registreret REMERA (Registre de Malformations en Rhône-Alpes), der blandt andet registrerer misdannelser i Ain-regionen, har nemlig først fornylig delt registreringen af de sidste 11 tilfælde.

 
 

Undersøgelser og årsager

Der har været spekulationer i den franske presse om årsagen til fosterskaderne, og pesticider har været nævnt flere gange.

Områderne, hvor børnene er blevet født, er landbrugsområder, og derfor har de hidtidige antagelser gået på, at mødrene i løbet af graviditeten har været eksponeret for pesticider.

De 14 første tilfælde har været nøje registrerede og gennemgået for resultater ved tidligere undersøgelser, der blandt andet har bestået af to dele:

  • Undersøgelse af genetiske sygdomme i familierne.
  • Indsamling af information omkring vaner, livsstil, miljø, madvaner osv. i løbet af graviditeten i de ramte familier. Dette er foregået ved samtaler og spørgeskemaer.

Disse undersøgelser har dog hidtil ikke givet nogen klar indikation om årsagen til misdannelserne.

Santé publique France har besluttet, at der nu skal oprettes et nationalt register over misdannelser, således at der ikke fremover kan ske fejl. Registeret skal danne basis for undersøgelser og forskning, for at komme til bunds i årsagen til misdannelserne.

Santé publique France forventer, at de kan publicere de indledende resultater allerede i slutningen af januar 2019.

Du kan læse mere om Santé publique France og beslutningsgrundlaget for de nye undersøgelser her:

https://www.santepubliquefrance.fr/Actualites/Agenesies-transverses-des-membres-superieurs-Sante-publique-France-revient-sur-les-principaux-faits

https://www.santepubliquefrance.fr/Actualites/Agenesies-transverses-des-membres-superieurs-Sante-publique-France-poursuit-ses-investigations-et-identifie-a-ce-stade-11-cas-suspects-supplementaires-dans-l-Ain-entre-2000-et-2014

Indlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit

Børn født med alvorlige misdannelser i Frankrig
5 (100%) 1 Stemme