Mødres psykiske helbred og nye tiltag

Mødres psykiske helbred og nye tiltagI den forgangne uge har der været Maternal Mental Health Matters Awareness Week i Storbritannien, hvor fokus er på mødres psykiske helbred og nye tiltag for behandling og forebyggelse.

Det lyder måske som en stor mundfuld, men det betyder ganske enkelt, at der en uge om året er særlig fokus på mødres mentale helbred i forhold til, hvordan man kan undgå psykiske problemer i forbindelse med gravidtet og fødsel, og hvordan man med nye tiltag, kan hjælpe de kvinder, der oplever problemer.

Selvom fokus på mødres psykiske helbred har været i Storbritannien i stedet for Danmark, betyder det ikke, at vi ikke kan drage nytte af den nye viden, der opstår i forbindelse med sådan en fokusuge.

 
 

Hvilke nye tiltag er der for mødres psykiske helbred?

Statistikkerne siger, at en ud af fem kvinder oplever psykiske problemer i løbet af graviditeten eller inden for det første år efter fødslen. De typiske lidelser er depression og angst.

Har man tidligere oplevet at lide af en depression eller har lidt af angst eller fobier, så har man statistisk set en større risiko for at have tilbagevendende problemer under en graviditet eller efter fødslen.

Problemet kan ikke isoleres til, at det kun er mødrene, det lider, for det rammer hele familien, hvis mor ikke har overskud og har det skidt.

I Storbritannien har man indført hurtigere og nemmere adgang til støtte. Der har været en stor mangel på det område, og derfor har man nu sørget for midler til, at der er psykiatere i alle områder af landet, der har erfaring inden for graviditets- og efter-fødselsproblematikker.

Endnu en ting, der har været fokus på i UK, det er at man vil indføre en evaluering af mors mentale helbred samtidig med, at man gennemfører det normale 6 ugers check på baby. Det betyder, at mor kan få hurtigt hjælp, hvis hun udtrykker tegn på, at hun har det skidt, eller går og grubler med tunge tanker.

Der er ingen tvivl om, at hurtig adgang til hjælp er alfa og omega. Typisk gælder det for angst og fødselsdepressioner, at når der ydes en hurtig indsats, så går det hurtigt med at blive rask igen. Hvorimod en fødselsdepression, der først konstateres sent i forløbet, kan have en længere indvirkning på ikke alene mor men også på familiens trivsel.

I Danmark er de fleste praktiserende læger uddannede til at tage terapi-samtaler med patienter og der har heldigvis været fokus på, at der skal være adgang til hjælp.

Desværre er det dog også sådan, at der kan være lang ventetid hos psykiatere og psykologer, der er tilknyttet det danske sundhedsvæsen, og det kan en gravid eller en kvinde, der lige har født, ikke vente på.

Alternativerne kan være, at man selv betaler for at tale med en psykolog. Dog bør din jordemoder kunne hjælpe dig til hurtigt at tale med en psykiater eller psykolog, hvis du oplever problemer.

I Danmark kunne vi derfor også drage fordel af, at have større fokus på mødres mentale helbred, og i det hele taget få nemmere adgang til psykologsamtaler eller konsultationer hos psykiatere, hvor der ofte er ventetid på 6-12 måneder.

 
 

Hvad kan du selv gøre?

Det er hårdt at blive mor. Førstegangsfødende kan opleve det som en meget voldsom livsændring, hvilket det jo også er. Man går fra kun at skulle koncentrere sig om sig selv, og pludselig er der et menneske, der er 100% afhængig af sin mor.

Det kan skabe mange bekymringer og frygt for, at man ikke kan slå til, eller at man ikke kan løfte opgaven. Det er helt naturligt, at gå med sådanne tanker. På samme måde kan mødre med flere børn bekymre sig om, hvordan de skal få hverdagen til at hænge sammen for alle i familien.

Mange kvinder oplever i løbet af graviditeten drømme, hvor netop de bekymringer kommer til udtryk. Det er helt almindeligt, og er ikke tegn på, at der er noget i vejen.

Bekymring og psykiske problemer er ikke det samme. Men tager bekymringerne overhånd, kan de være tegn på, at der er noget i vejen.

Har du tidligere oplevet at lide af depression eller angst, er det en god idé at dele den information med din egen læge og din jordemoder, når du alligevel er til graviditetscheck.

Tal om det med din partner, eller din familie og venner. Selvom det ikke nødvendigvis er et tabubelagt emne, så kan mange mennesker have svært ved at tale om psykiske problemer.

Det bør ikke stoppe dig i denne situation. Det er nemlig meget vigtigt, at du er åben omkring det, hvis der opstår en situation, hvor du har brug for hjælp.

På den måde, er dine nære og din læge klar over, hvor de hurtigt kan sætte ind og give dig en hånd, så du får den støtte du har brug for og hurtigere kan blive rask og få overskud igen.

Husk at få nok søvn og motion og husk at spise og drikke nok. Søvnmangel, når du er nybagt mor, kan i løbet af ganske kort tid fjerne ethvert overskud.

Bed om hjælp til at få sovet. Er du alene med dit barn, så få mobiliseret veninder og forældre til at komme og gå tur med barnet, mens du får lov at sove.

Vigtigst af alt er det, at du beder om hjælp, lige så snart du mærker, du ikke selv kan håndtere situationen. Lad være med at se tiden an. Jo hurtigere du modtager den hjælp du har brug for, jo hurtigere er du på fode igen og kan få det godt.

Du kan også læse mere om fødselsdepressioner her.

Læs mere om Maternal Mental Health Matters Awareness Week her.

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit.

Kilde: BBC News, 8. maj 2018

Mødres psykiske helbred og nye tiltag
5 (100%) 6 Stemmer