Fødslen er en stor påvirkning af kroppen og det kan ikke helt undgås at det medfører smerte. Du kan dog med naturlige midler lindrer dine smerter undervejs.
Nedenfor er 7 naturlige teknikker.
Husk gerne at gå i gang med at øve dig så tidligt som muligt. Det kan være rigtig svært at gøre det første gang under fødslen.
1. Brug musik
Musik får dig til at slappe af.
Hvis musikken skal berolige, skal den have en langsom rytme og gerne dybe lyde, som flytter fokus fra hoved til krop.
Lyde fra naturen er også gode til afslapning.
2. Afspænding
Lav en øvelse hvor du mærker din krop.
Begynd med den ene fod, tænk på den – mærk den og lad den blive tung.
Fortsæt stille og roligt med alle kropsdele. Princippet er at mærke og derigennem skabe kontakt til og ro i systemet.
Brug eventuelt et afspændingsbånd til dette.
3. Åndedrætstræning
Læg hænderne på din mave og mærk hvordan den hæver og sænker sig, mens du trækker vejret.
Fornem luften, der fylder lungerne. Tæl langsomt til fire, mens du puster ud.
Hold vejret kort i slutningen af ud- og indånding.
Dit fokus på åndedrættet afspænder og lindrer den mere nervøse tilstand, der forstærker smerter.
4. Mindfulness
Metoden går ud på at være opmærksomt til stede i sind og krop og ikke flygte fra det, som er ubehageligt.
Vær bevidst og døm ikke. Mærk ubehaget og smerten, men accepter det der er.
På denne måde bliver det muligt at give slip, og smerten kan lindres.
5. Fantasirejse
Tænk på et sted med fred, ro og glæde.
Måske har du været der fysisk, måske er det blot ren fantasi. En flot strand, en stille skov eller måske et roligt hav.
Bevæg dig rundt i tankerne og se farverne, dyrene, planterne, blomsterne.
Hør lydene, mærk duftene. Har du svært ved selv at finde på, findes der mange cd’er som kan guide dig.
6. Meditation
Meditation kan foregå på mange måder.
Den klassiske form bruger et ord – et mantra – som man siger inden i sig selv hele tiden og i en rolig rytme.
Det kan være svært ikke at begynde at lade tankerne flyve, men find tilbage til det valgte ord og fortsæt.
7. Visualisering
Se smerten for dig. Gå ind i den. Forestil dig du trækker energi fra et andet sted i kroppen og fører den til det smertefulde sted.
Det kan være lindrende i sig selv ”at rumme” smerten.
Brug de teknikker der tiltaler dig mest i den indledende fase, hvor du har mest overskud.
Så har måske mere overskud til den seje aktive fase inden barnet bliver født.