I uge 23 er baby ved at blive lidt mere rund i det, og vil inden for de næste 3-4 uger fordoble sin vægt.
Din krop reagerer også på graviditeten, blandt andet ved at du sveder mere, på grund af den ekstra vægt du bærer på og dine håndflader og fodsåler bliver røde og måske lider du også af udslet.
Din baby i uge 23
Baby måler cirka 28 cm og vejer næsten 600 gr.
Babys krop bliver mere og mere velproportioneret for hver dag der går, men knogler og blodårer er stadig synlige under den lyse hud.
Knoglerne i babys indre øre er blevet hårdere, og derfor kan barnet høre og adskille lyde fra hinanden. Barnet kan høre lyde fra din krop – for eksempel når din mave rumler, og dit hjerte der slår, men kan også høre lyde uden for livmoderen.
Baby kan genkende din stemme, og andre familiemedlemmer og din partner kan også tale til barnet, så barnet kan kende stemmerne, når det bliver født.
Hvis du nusser eller klapper på din mave, eller taler til baby, kan du opleve spark og bevægelser i maven. Det er neurologisk stimulerende for baby.
Det samme er bevægelser fra din krop. Bevæg dig derfor gerne. Det stimulerer din babys sanseudvikling.
Din krop i uge 23
Nu er hormonniveauet begyndt at lægge sig i et mere stabilt niveau, så du vil føle dig mere rolig og afslappet igen, og du vil opleve at dine humørsvingninger bliver mindre, og du simpelthen føler dig bedre tilpas.
Musklerne og senerne omkring bækkenet, er ved at blive lange og slappe. For nogle kvinder betyder det, at de kan have svært ved at holde på vandet, når de griner eller hoster.
Din krop begynder at opbygge fedtdepoter omkring bryster og hofter, så mange gravide oplever, at de ikke passe noget almindeligt tøj længere.
Husk at spise godt med sunde fedtsyrer. Det er vigtigt for både dig og din baby. Spise nødder, frø, kerner, koldpressede olier og fisk/fiskeolie/algeolie.
Hvis du lider af forstoppelse og halsbrand, kan du prøve at spise mindre måltider, men en god gåtur kan også hjælpe på det. Så prøv at gå en rolig tur efter måltidet, det kan sætte gang i tarmsystemet, men det kan især være godt inden du skal sove, hvis du er generet af sure opstød, når du lægger dig til at sove.