Hvad er det, der sker indeni os mennesker når vores nærmeste familie, venner eller kollegaer mister et barn før, under eller efter fødslen?

Læs her hvad en familie, der har mistet gør sig af tanker:

Hvorfor kan det være svært for os, at leve os ind i andres sorg på en støttende og positiv facon? Er det fordi det minder os om vores egen sorg og forgængelighed?

Da vi tilbage i 1995 oplevede at miste vores første barn Jacob, oplevede vi en række forskellige reaktioner spændende fra det ekstremt indlevende til det grotesk kølige. Jacob blev født for tidligt fordi vandet gik og fødslen derfor blev sat igang før tid.

Jordemoderen var fantastisk. Hun vejede ham og gav ham tøj og en lille hue på, præcis som hvis han havde været levende. Så kom hun ind til os med ham, så vi kunne sidde med ham og sige farvel. Hun var med sin stille støtte i stand til at tranformere oplevelsen til noget smukt.

Nogle få dage efter vi var kommet hjem, mødte vi en af vores gamle venner på strøget. Hun så på os og sagde »nå, han ville ikke være hos jer alligevel, hva’«. Var det et forsøg på at lindre smerten med en joke? Måske, men timingen var utrolig dårlig.

Et meget nært familiemedlem hørte at vi havde siddet med vores lille dreng i favnen nogle timer og sørget, og sagde »sådan noget svineri« (at sidde med ham i hænderne). Den var svær at vende positivt, da det var en person der betød meget.

Nogle uger senere var vi til samtale på Frederiksberg Hospital om vores oplevelse. Her sagde den velmenende overlæge således »Vi ved ikke hvad der gik galt, men vi ved at ikke sker igen«. Vi synes det var mærkeligt at han kunne »love« noget sådan, når de ikke vidste hvorfor det skete.

Det bedste der skete for os i forbindelse med denne oplevelse, var at jordemoderen gav os en folder fra Landsforeningen for Spædbarnsdød. Vi kontaktede dem og talte med Solvejg Ritzau, som dengang var formand for foreningen. Hun var en kæmpestor hjælp i den svære tid.

Når vi ser på denne oplevelse i bakspejlet, hvor gerne vi end ville have undværet den, så var den med til at udvide vores følelsesmæssige horisont, og hjalp os til selv at blive mere indlevende og støttende. Vi fandt ud af at det ikke var så vigtigt hvad folk sagde, men mere at de lyttede.

Noget af det bedste en sagde til os var »jeg har ingen anelse om hvor ondt det må gøre på jer lige nu, men jeg vil gerne høre om det«, og så lyttede hun stille til vores beretning og var tydeligt rørt…