Hejsa.

Jeg er kommet i noget af et dilemma og håber virkelig at du har et godt råd!

Min mand og jeg har været kærester i 11.5 år og været gift i 5. Vi bor i vores eget hus med vores hund og 2 katte. Vi er begge 29 år.

Jeg fandt i går ud af at jeg er gravid og har i dag været til min første lægesamtale. Jeg er 5 uger henne. Jeg er ellevild, men det kom alligevel også bag på mig. Vi har forsøgt at time samleje, de sidste par måneder, så det lå udenfor fertilitetsvinduer, grundet en hofteoperation jeg lige har gennemgået for nogle uger siden.

I går var der så noget der sagde mig at jeg skulle tage en test (læs: 4) og de var alle lige positive.

Jeg blev overrasket med glad, min mand blev det stikmodsatte. Han begyndte at snakke om at han slet ikke har taget stilling til om han ønsker børn endnu osv.

Jeg tænkte at det lige skulle bundfælde sig og jeg lod ham være i hans tanker og følelser og ville tage snakken med ham i dag, når han kom hjem fra arbejde.

Vi har lige haft en lang samtale om det og han fortæller mig at han føler sig 80/20 på ikke at ville, men han vil heller ikke være den far der smutter fra sit ansvar. Han begynder at snakke om at han føler han mister sin frihed og at han tror at vil føle sig fanget og klaustrofobisk hvis vi får et barn. Min mand er typen som elsker at være hjemme, og han skal tvinges og overtales til overhovedet at tage på et weekendophold. Nu siger han at han føler at hans frihed slutter og at han gerne ville have nået at opleve verden. Jeg har forsøgt at forsikre ham om at livet ikke slutter bare fordi man får et barn. Alle hans barndomsvenner og alle vores fællesvenner har børn i flertal og han er faktisk den eneste som ikke har børn endnu.

Det skal måske lige siges at jeg fik taget min hormonspiral ud i December 2022 fordi jeg ikke kan tåle de hormoner som kvindelig prævention tilføjer til kroppen.

Allerede der havde vi snakken hvor han fortalte at han ikke vidste om han ville være far endnu, han ville nok gerne vente et par år. Jeg fortalte ham at børn var et stort ønske for mig og har været det altid.

Sidenote er, at vi dengang vi mødte hinanden som 17 årige, var stikmodsatte. Han vidste at han gerne ville have børn, men jeg havde lige fået afvide af læger og kirurger at jeg nok ikke skulle sætte næsen op efter en graviditet grundet mine dårlige hofter og at man frygtede at jeg ikke ville kunne bære barnet.

De seneste par år har min kirurg trukket lidt i lang pga min tilstand i hofterne har været i stilstand i de sidste mange år. Sommeren 2022 får jeg go til at jeg godt kan planlægge graviditet alligevel. Det er en totalt gamechanger for mig og jeg føler igen at min drøm om børn, kan gå i opfyldelse.

Jeg har anbefalet ham at snakke med hans kammerater om hvilke følelser de stod med da de fik afvide at de skulle være far. Det siger han at han vil gøre i løbet af ugen.

Jeg har bestilt tid til tidlig scanning (grundet jeg har været I fuld narkose og har taget  smertestillende de sidste 2 uger efter operationen) – der håber jeg jo lidt at han begynder at mærke noget positivt når vi forhåbentlig ser et hjerteblink.

Hvad pokker gør jeg?

Jeg har lyst til at råbe det ud til hele verden, men jeg har ikke lyst til at dele det med nogen så længe han sidder med de følelser.

Det skulle være den lykkeligste tid, men jeg føler mig mere alene end nogensinde før. Det er kun vores ene vennepar som ved det (de eneste som ikke har børn endnu) og jeg har en god støtte i min veninde.

Jeg håber virkelig at du har et godt råd til hvad vi skal gøre.

Mvh Fie

Kære Fie

Tillykke med graviditeten og det lille nye liv, der vokser inde i dig.

Samtidig forstår jeg godt, at det er en svær situation at stå i, når I står meget forskellige steder, du og din mand.

Jeg hæfter mig ved, at I har været sammen i mange år og kender hinanden godt. Det er et godt udgangspunkt for at finde en god vej videre.

Når der opstår dilemmaer og man gerne vil finde en vej igennem dem sammen, så er man først og fremmest nødt til at møde den anden, der hvor man er!

Det betyder at du som udgangspunkt skal bruge jeres snakke lige nu på at prøve at forstå din mand. Stil nysgerrige spørgsmål. Vær åben for svarene – også selvom det kan være svært. Prøv i første omgang at sætte dine egne drømme lidt på pause, mens du lytter til ham. Bed ham uddybe sine svar. Fortæl ham, at du gerne vil forstå ham – gerne vil forstå hvor han er.

Jeg læser det som om han har en frygt for at blive begrænset i sin frihed. Spørg ind til det – hvad gør det ved ham. Ofte når vi virkelig får lov at beskrive hvordan vi har det – så bliver vi selv klogere på det. Men det kræver at du er reel nysgerrig – og ikke bruger dine spørgsmål til at prøve at overbevise ham om noget andet.

Gentag det du har hørt ham sige – og spørg om du har forstået det rigtigt?

Det kan være svært bare at lytte – uden at komme med “svar”. Men prøv!

Bagefter kan det være rigtigt fint, hvis han gør det samme i forhold til dig. Det kan du eventuelt spørge ham, om han har lyst til, fordi du tænker det vil være godt for jer.

Når noget sætter følelser i gang – her lyder som en bekymring for at gå glip af noget – at se verden, så kan det være en rigtig fin anledning til at se på, om der er noget der skal handles på.

Du skriver at din mand elsker at være hjemme. Måske elsker han også eventyr, men har ikke fået handlet så meget på det. Måske skal I handle på det nu?

Jeg kan godt forstå du har lyst at dele nyheden med alle. Det skal I selvfølgelig lige finde ud af sammen, hvad I gør. Husk også at der jo er dejligt mange måneder foran dig til at dele det hele.

Jeg får også lyst til at skrive, at det er en følelse, jeg har mødt hos mange kommende fædre – at det er en “skræmmende” følelse. Jeg har også oplevet en del fædre, som synes det var fantastisk med en baby, men som glædede sig endnu mere til barnet blev stort nok til at man kan snakke sammen og gøre ting sammen – f.eks. tage ud at fiske, køre gocart, spille fodbold eller lign. Det skriver jeg blot for at I kan mærke, at I det helt bestemt er normalt at føle sådan.

Hvis det er svært at få taget rigtigt gode snakke, så kan det være en overvejelse værd, at få en session hos en parterapeut. De er specialister i at få den gode dialog mellem par frem.

Igen – prøv at have fokus på at forstå hinanden – ikke på at overbevise.

Jeg ved godt, at det kan føles meget ensomt når man står i så svært et dilemma. Den ensomhed gælder måske for jer begge to nu. Der er sårbart og svært og det kan give uro i kroppen.
Det er godt at høre, at du har god støtte i din veninde. Derudover kan du med fordel også lave mediationer og visualiseringer for at skabe ro rundt om dig og inden i dig.

Hvis din mand er nysgerrig på andres oplevelser af at blive far, så kan han også med fordel læse bogen her:

“DU SKAL VÆRE FAR” af Thomas Oldrup

Det er en bog, som tager det at blive far seriøst, og som uhøjtideligt og med masser af lune og humor fortæller om alt det, man går og tumler med i den situation: Vil ens liv nu forandre sig fuldstændigt? Hvornår skal man fortælle sine venner og forældrene, at man skal være far? Og meget mere.

⭐Få bogen “Du skal være far” – KLIK HER⭐

De bedste ønsker til jer,

Graviditet.dk