Hej Graviditet.dk
Jeg er lidt usikker på om du er den rette til at spørge om dette, men nu gør jeg et forsøg alligevel. Jeg er 16 år gammel og skriver på vegne af min 15 årige kæreste.
Mig og min kæreste har nu været sammen i en måned, hun er på p-piller og tog sin sidste pille søndag morgen, og kl 02.00 samme dag havde vi sex med kondom, kondomet gled dog af af uvisse årsager. Vi blev enige om at p-pillen nok stadig beskyttede ved den lejlighed. Nå men så prøvede vi igen kl 10.00 næste morgen igen med kondom, som også denne gang sprang (har du hørt noget lignende).
Jeg smuttede på apoteket og hentede en Norlevo fortrydelsespille, som hun tog kl 20.00 samme dag (dvs. ca 38 timer efter første samleje). Nå, men hun plejer at få sin mens, tirsdag eller onsdag, og dags dato, torsdag har hun stadig ikke fået det. Norlevo skriver at der er 97% sikkerhed for abort, og de siger pillen senest skal tages efter 72 timer. Så i følge min overbevisning skulle vi være sikret, eller er det mig der har misforstået noget?
Mvh os
Kære jer
Vi har skam hørt om tilfælde, hvor kondomet springer under samleje. Det kan bl.a. ske hvis kondomet er for lille, eller hvis du glemmer at trykke luften ud af reservoiret (den lille dut for enden). Det kan også ske, hvis pigen ikke er tilstrækkelig våd, og dermed opstår der større gnidningsmodstand (friktion) end normalt, og det kan kondomet også springe af.
Desuden er nogle kondomer tyndere end andre, og de kan også springe lidt lettere end dem med normal tykkelse. At kondomet desuden gled af, kan være fordi du ikke har fået sat det ordentligt på. Sørg for at rulle det godt ned over penis, så langt som muligt, så det ikke risikerer at glide af igen. Måske du har brug for længere kondomer, hvis dem I bruger nu ikke føles tilstrækkelig lange.
Selv om I har taget en fortrydelsespille, vil der altid være sandsynlighed for en graviditet. Den er dog formindsket væsentligt på trods af jeres uheld med kondomet. I har taget pillen indenfor den tid, det er nødvendigt for at nedsætte sandsynligheden for graviditet.
At din kærestes menstruation er udeblevet en dag behøver ikke betyde at hun er gravid. Måske hun tænker meget over, om hun nu får sin menstruation, og det kan faktisk være med til at udsætte den.
Mange kærlige hilsner,
Graviditet.dk