Mange kvinder oplever i løbet af deres graviditet at deres sexlyst er stigende. Jo større maven bliver, jo mere opfindsom skal du og din partner være, for at det både er behageligt at dyrke sex og du ikke føler din mave bliver klemt.
Når du er nået til graviditetens sidste måneder , kan du blive mere træt og uoplagt og din mave fylder mere, men sexlysten kan stadig være tilstede, og her skal du nogen gange være lidt ekstra opfindsom i forhold til at finde gode stillinger.
Kan sex i det sidste trimester skade mit barn?
Nej. Det er ikke farligt for baby, at du dyrker sex. Selvom baby er blevet større, er den stadig pakket godt ind og beskyttet af fostervand.
Der er dog nogle situationer, hvor du ikke skal dyrke sex, med mindre du har talt med din læge.
- Hvis du har vaginal blødning
- Hvis du har foranliggende moderkage
- Hvis vandet er gået
Sexlegetøj til gravide
Du må gerne bruge sexlegetøj når du er gravid. Læs vores spændende artikel her, hvor vi kommer med anbefalinger til, hvilket legetøj du med fordel kan vælge og hvorfor.
Artikel: Sexlegetøj til gravide – klik her
Hvordan finder jeg en god stilling?
Når du som gravid er tynget af en stor mave, der både fylder og er tung, så kan du have svært ved at bevæge dig i sengen, som du ellers er vant til. Du og din partner må være fantasifulde, så I begge kan nyde oplevelsen, og så der også er draget omsorg for dig, i forhold til at støtte den tunge mave. Brug f.eks. puder eller dyne til at stable op under maven. Nogle velegnede stillinger kan for eksempel være:
- Læg jer i ske-stilling. Her er der støtte til din krop, og du undgår tryk på maven.
- Med dig øverst. Er du øverst, undgår du tryk på maven, og du kan styre hvor meget pres der kommer på maven.
- Bagfra. Her kan puder være en god hjælp til at støtte maven.
- På alle fire. Når du ligger på alle fire, kan du også stable puder og dyner under dig, der giver støtte til maven.
Der er mange flere stillinger du og din partner kan opfinde og afprøve, bare sørg for du har støtte til maven og at din partner ikke kommer for langt ind i dig, så det gør ondt. Prøv jer frem og så skal I nok få nogle skønne oplevelser sammen.
Plukveer under sex
I den sidste del af din graviditet, kan du opleve at få plukveer, når du dyrker sex eller får en orgasme. Det er livmoderen, der trækker sig sammen inde i maven og føles som muskelsammentrækninger. Din mave kan stramme op og blive hård at føle på.
Plukveer gør ikke ondt, og fortager sig ganske hurtigt. Det er fuldstændig naturligt, og ikke noget at blive urolig over. Plukveer kan også opstå, når du bevæger dig og du pludselig føler maven bliver hård eller tung. Læg dig ned og slap af, så bliver maven blød igen og sammentrækningerne fortager sig.