Når en gravid kvinde ryger, stiger barnets puls fra fra de normale 120-130 slag i minuttet, til over 200 slag i minuttet.
Der holder den sig i mere end end halv time efter den gravide har skoddet smøgen.
Mange gravide har svært ved at holde op med at ryge, og ved måske heller ikke præcist hvorfor de skal holde op.
Her får du nogle fakta om hvordan rygningen påvirker fostret, og et par ideer til hvordan du lettere kvitter smøgerne.
Grunde til at holde op
Hvorfor holde op med at ryge bare fordi man bliver gravid?
Det er der en lang række grunde til. Her er nogle flere af de vigtigste…
1) Hvis du ryger mens du er gravid er sandsynligheden for at du føder et barn med en fødselsvægt på under 2500 gram, dobbelt så stor som for en ikkeryger.
2) Rygning under graviditeten giver også øget risiko for ufrivillig abort og vuggedød.
»Symmetrisk væksthæmning« er diagnosen hos børn, der er mindre end normalt fordi deres mor har røget under graviditeten. Det betyder at det ikke kun er barnets fedtdepoter der er mindre end normalt, det er også alle barnets vitale indre organer der er mindre – og det vil de blive ved med at være hele livet.
3) Børn der vokser op i hjem hvor der ryges, lider i langt større grad af sygdomme som astma, bronkitis, lungebetændelse og mellemørebetændelse.
4) Røg virker stærkere på små børn fordi deres luftveje, lunger og andre organer ikke er færdigudviklede.
Erstat det egentlige behov
Det første du som ryger skal acceptere er at rygning altid har et positivt formål i ens liv. Nogle ryger for at slappe af, andre for at hygge sig med andre rygere og atter andre for at få en lille pause.
Nogle tænder en smøg når de skal være kreative, andre når de skal tale med en god veninde i telefonen.
Afslapning, hygge og pauser er autentiske behov og du har brug for at opfylde dem i det daglige, men overordnet set har ingen af dem noget med rygning at gøre.
Problemet opstår fordi vi på et tidspunkt i livet forbinder opfyldelsen af disse behov med rygning.
Og derefter tror vi ubevidst, at hvis vi skal holde op med at ryge, skal vi også holde op med at slappe af og hygge os – og så bliver det svært!
Det er derfor det ikke kun handler om viljestyrke når man skal holde op.
Hvis du bruger cigaretter til at slappe af med, og det er den eneste måde du kender til at slappe af, så går du jo til af stress, hvis du kvitter smøgerne – som jo er din afslapning.
Her gælder det derfor om at være kreativ og finde nogle andre måder, at opfylde det som cigaretterne plejer at opfylde for dig.
Find to-tre måder at slappe af på, to-tre måder at signalere hyggesnak på, to-tre måder at få en lille pause på osv osv.
Dette giver dig realistiske alternativer som også kan opfylde dine autentiske behov.
4 trin til at holde op
Her er fire simple trin der også har hjulpet andre til at holde op.
1. Lav en liste over alle de fordele der for dig er ved at holde op
2. Lav en liste over alt det som rygning nu og på sigt kan koste dig
3. Lav en liste over alle de behov som rygning opfylder for dig
4. Kig på pkt. 3 og find to eller tre andre måder at opfylde hvert behov på
På denne måde holder du kun op med at ryge.
Du holder ikke op med at leve og have det godt.
Spørg også gerne din jordemoder, om der er rygestopkurser for gravide i dit område.