I løbet af din fødsel, skal du igennem flere faser, inden dit barn er kommet til verden.
Udvidelsesfasen begynder, når du er i det, der kaldes aktiv fødsel.
Her åbner din livmoder sig og barnet bevæger sig ned i bækkenet, og til sidst kommer pressefasen, hvor du skal presse barnet ud.
Hvornår er jeg i aktiv fødsel?
Hvad enten din fødsel starter med veer, eller vandet er gået før du føler veer, så betragtes du først som værende i aktiv fødsel, når jordemoderen kan fastslå, at din livmoderhals har åbnet sig 4 cm.
Din livmoderhals skal være 10 cm åben, for at du kan føde dit barn.
Der findes forskellige forklaringer i diverse graviditetsbøger og på hjemmesider om hvor lang tid, udvidelsesfasen skal vare. De fleste siger mellem 10 og 14 timer, men sandheden er, at udvidelsesfasens længde er lige så forskellig som kvinderne, der føder.
Nogle kvinder har en udvidelsesfase på få timer, mens andre ligger i mere end 24 timer og har meget langsom fremgang.
Fremgangen i udvidelsesfasen er afhængig af:
- dit bækkens størrelse,
- hvordan barnet er placeret i bækkenet,
- veerne og deres styrke
- din krops modtagelse af veerne.
Hvad sker der i udvidelsesfasen?
Målet for udvidelsesfasen er at åbne din livmoderhals til 10 cm og at få dit barn arbejdet så langt ned i bækkenet, at du kan presse det ud under presseveerne.
Veerne i udvidelsesfasen bliver stærkere og stærkere, og vil også vare længere. Din livmoder er en stor muskel, der skiftevis trækker sig sammen og slapper af, og det er netop dét, veerne gør.
Veerne bevirker, at den øverste del af din livmoder trækker sig samme og skubber din baby ned mod livmoderhalsen. Livmoderhalsen åbner sig langsomt i løbet af fødslen, og barnets hoved vil bevæge sig længere og længere ned i bækkenet.
Som hovedregel siges det, at tager barnet en time at komme fra bækkenet og helt ned til bækkenbunden.
Smertelindring i udvidelsesfasen
Veerne tager stille og roligt til i styrke i denne fase, og kan være meget smertefulde. Senere vil veerne komme med kortere og kortere mellemrum, så du kan føle, du har svært ved at klare smerterne.
Der er forskellige former for smertelindring, personalet på fødestuen kan tilbyde dig. Nogle jordemødre har specialiseret sig i akupunktur og er glade for at hjælpe dig med denne form for smertelindring.
Du kan måske på dette tidspunkt også komme i et varmt bad. Der er nogle kvinder, som synes det er beroligende at komme ned i det varme vand.
Hvis du er bekymret for smerterne, så drøft med din jordemoder, hvilken smertelindring hun kan anbefale. Det handler også om dit eget temperament og hvilke ønsker du har til fødslen, og derfor er det vigtigt, at du selv er med til at bestemme, hvilken form for smertelindring, der passer til dig og hvis du overhovedet ønsker nogen.