Abort

abortHos Graviditet.dk behandler vi typisk alle aspekter om det glædelige ved en graviditet, også de problemer og komplikationer, der kan være forbundet med det. En abort er en afslutning af en graviditet, og den kan have mange forskellige årsager.

Der kan være tale om en elektiv abort, der også hedder provokeret abort, altså en selvvalgt abort, eller en spontan abort, som sker pludseligt.

I denne artikel er det den selvvalgte abort, vi har fokus på.

 
 

Hvis du tænker på at foretaget en abort

I Danmark kan du få foretaget en abort, hvis du er over 18 år. Det betyder ikke, at du ikke kan få foretaget en abort, hvis du er yngre. Det betyder bare, at hvis du er yngre, så skal dine forældre være med inde over.

Det koster ikke noget at få foretaget en abort, du skal bare henvende dig til din egen læge.

En elektiv abort kan i Danmark foretages op til 12. graviditetsuge. Dernæst er der en udvidet abortgrænse, der hedder 22 uger. Senere hen er det ikke muligt at få en abort.

Skal du have en abort senere end 12. graviditetsuge, skal det godkendes af Abortsamrådet. For at få lov til at få en sen abort, skal der være en af følgende årsager til det:

  • Du har været udsat for voldtægt
  • Du kan ikke tage vare på barnet
  • Der er fare for dit helbred, hvis du gennemfører graviditeten
  • Fosteret har en psykisk eller fysisk lidelse.

Abortsamrådet består af 3 faggrupper, der sammen vurderer om årsagen til, at du ønsker en abort skal accepteres, og du indstilles til en abort.

Tal med din læge

Har du besluttet dig for at få en abort, eller er du i tvivl om, om du vil gennemføre graviditeten, så er første sted at starte hos din egen læge.  Lægen kan hjælpe dig med at fastslå præcist, hvor langt henne i graviditeten du er, og hvis du ønsker en abort, hvornår den skal foretages for at være inden for den lovlige grænse.

Det er ret vigtigt, at du kontakter lægen hurtigt, for graviditetsugerne tæller fra din sidste menstruations første dag.

Det kan tælles sådan her:

Hvis din cyklus (menstruation og perioden efter, indtil den næste menstruations start) er 28 dage (ca. 4 uger) og du er gået 14 dage over tid (2 uger) så tælles det, som om du allerede er i 6. graviditetsuge og på vej ind i den 7. graviditetsuge.

Når du har fået tid hos lægen, skal lægen booke tid til din abort, så for at holde dig inden for de 12 uger, så skal det gå hurtigt, hvilket også betyder, at der ikke er så meget tid til lange overvejelser.

Hos lægen får du en blanket, du skal udfylde og underskrive, om at du ønsker en abort. Du skal ikke forklare, hvorfor du ønsker aborten.

Hvis du ikke ønsker at bruge din egen læge, kan du kontakte en anden praktiserende læge. Du har også mulighed for at søge om lov til at få en abort, uden dine forældres samtykke hvis du er under 18, hos Abortsamrådet. Det kan lægen hjælpe dig med.

 
 

Hvorfor vælger man abort?

At få foretaget en abort er et meget personligt og følsomt valg, og derfor vil der være lige så forskellige årsager til at få foretaget en abort, som der er kvinder, der får foretaget dem. Der kan være rigtigt mange forskellige faktorer, der spiller ind.

Aborter ud fra et medicinsk valg:

  • Der vil være fare for kvindens liv, hvis hun gennemfører graviditeten
  • Der er noget alvorligt i vejen med barnet.

Aborter af andre årsager:

Graviditeten var ikke planlagt.

Under en ikke-planlagt graviditet, kan årsager til abort være at kvinden eller parret ikke ønsker at blive forældre, at kvinden er ung eller ikke føler sig parat, økonomiske problemer, problemer i parforholdet, kvinden kan have psykiske udfordringer, hun kan have været udsat for voldtægt. Årsagerne kan være mange.

Uanset hvilken årsag der er til en ikke medicinsk forårsaget abort, er det utrolig vigtigt, at du får den rigtige information og vejledning, så der ikke træffes en beslutning baseret på et forkert grundlag.

Det kan for eksempel være, at en ung kvinde vælger en abort, ikke fordi hun ikke ønsker barnet, men fordi hun ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser. Her er det vigtigt, at kvinden bliver oplyst om de økonomiske tilbud og mulig hjælp, således at hun kan træffe et valg baseret på fakta.

De fleste læger er opmærksomme på, at spørge ind til selve årsagen til den valgte abort, og give vejledning ud fra årsagen.

 
 

Hvordan foregår en abort?

Når du har besluttet dig for, at du skal have foretaget en abort, og din egen læge har sendt dine papirer videre, så modtager du en indkaldelse til at møde på hospitalet, hvor du bliver undersøgt, for at sikre, du ikke er længere henne end de 12. uger.

Skal du have foretaget en kirurgisk abort, får du samtidig en tid inden for få dage, hvor du skal have foretaget aborten.

Abort kan foretages på flere måder:

  • Medicinsk abort
  • Kirurgisk abort

Ca. 2/3 af alle aborter foretages i dag ved medicinsk behandling. Det gøres fordi det har den mindste indgriben på kroppen og generne ved den medicinske behandling er få og risikoen for komplikationer næsten ikke eksisterende.

Ved en kirurgisk abort skal kvinden møde fastende på hospitalet, hvor hun bliver lagt i fuld narkose inden indgrebet. Bagefter skal hun på opvågning og derefter skal kvinden være under overvågning resten af dagen.

En medicinsk abort kan bliver foretaget hjemme hos dig selv op til 9. graviditetsuge og nogle gange senere. Det afhænger alt sammen af lægens vurdering. Nogle hospitaler foretrækker, at du er indlagt hos dem, mens du tager pillerne, og så kan du tage hjem senere på dagen.

Medicinsk abort:

En medicinsk abort består af flere piller, og du modtager måske de første til indtagelse, mens du er på hospitalet til undersøgelse.

Først og fremmest får du medicin, der stopper graviditeten. Det betyder, at fosteret ikke udvikler sig, men begynder at gå til grunde. Nogle kvinder oplever ingen bevirkninger, mens andre får lidt kvalme eller menstuationssmerter. Efter 1-2 døgn skal du tage den næste portion piller.

De næste piller sørger for, at din livmoder begynder at trække sig sammen og fosteret udstødes. Det fremprovokerer en menstruation og fosteret udstødes sammen med menstruationsblodet. Piller kan enten være som stikpiller, du skal indsætte i skeden eller almindelige piller.

Menstruation kommer som regel inden for 4-6 timer, men for nogle kan der godt gå op til et døgn. Det gør ikke mere ondt, end når du har stærke menstruationssmerter. Du får tilbudt smertestillende på hospitalet sammen med abortpillerne, som du kan tage alt efter behov.

Når aborten er overstået skal du til kontrol efter et par uge. Det er vigtigt, at du tager til kontrol, da du skal være sikker på, at alt væv er kommet ud i forbindelse med aborten. I sjældne tilfælde er alt graviditetsvæv ikke kommet med, og man skal have foretaget en udskrabning.

Kirurgisk abort:

En kirugisk abort foregår ved, at du møder fastende op på hospitalet, får hospitalstøj på og klargøres til operationen. Du kommer kortvarigt i fuld narkose og mens du sover, indfører lægen et rør i livmoderhalsen og suger graviditetsvævet ud.

Det hele tager omkring 15 minutter. Efter opvågning og check af din eventuelle blødning, kan du tage hjem igen. Der skal være nogen sammen med dig resten af dagen og natten med. Du vil efter aborten bløde, som når du har menstruation, og det kan nogle gange vare op til et par uger.

Efter en kirurgisk abort, skal du have fri fra arbejde i 1-2 dage.

Hvad sker der med fosteret efter en abort?

Når du har fået foretaget en medicinsk abort, så er graviditetsvævet udstødt af kroppen sammen med din menstruationsligende blødning.

Ved en kirurgisk abort bliver det udsugede graviditetsvæv gemt og sammen med andet graviditetsvæv sendes det til kremering og begraves på de ukendtes grav på en kirkegård i nærheden af hospitalet.

Du kan få oplyst på hospitalet, hvilken kirkegård der bruges.

 
 

Kan man få foretaget flere aborter?

Det er muligt at få foretaget flere aborter, hvis man er så uheldig, at blive uønsket gravid flere gange. En abort, især de kirurgiske, kan dog være forbundet med en række komplikationer, der kan give gener senere hen i livet.

Livmoderbetændelse og risiko for arvæv kan give komplikationer for senere graviditeter, hvor man ønsker et barn, så derfor skal man ikke bruge abort, som en nem udvej.

Efter din abort, vil enten din egen læge eller hospitalet tale med dig om brug af prævention i fremtiden.

Nogle kvinder har svært ved at tage p-piller og mini-piller for at forhindre graviditet, og der findes andre måder at beskytte sig på.

Langtidsvirkende prævention er blevet mere og mere populær, fordi det kan beskytte mod uønskede gravidtet i flere år ad gangen. Du kan læse mere om prævention og hvilke metoder, der passer dig bedst her i artiklen her: Prævention.

Spontan abort

En sponton abort er noget ganske andet end en selvvalgt afslutning på graviditeten. Det er en ikke-planlagt afslutning, som ofte forekommer inden for de første 3 måneder af graviditeten, men som også kan opstå senere i løbet af graviditeten.

Du kan læse mere om sponton abort i vores artikel: Spontan abort.

Indlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit.

Abort
5 (100%) 5 Stemmer