Det kan godt være, du ikke taler så meget om det, men hvis du føler, du løber på toilettet hele tiden for at lade vandet under graviditeten, er du ikke alene.
Når du bærer på et barn, er blærekontrol pludselig mere relevant.
Men hvad sker der, og hvorfor påvirker graviditeten blærens funktion?
Vi ser på graviditet og blærekontrol her.
Hvad sker der med vores blærekontrol under graviditeten?
Selv kvinder, der normalt kan bryste sig af at have ”selskabsblære”, oplever typisk under graviditeten, at de er nødt til at lade vandet ofte – meget ofte endda.
Mange kommer endda til at slippe nogle dråber, når de hoster eller griner.
Faktisk gælder det for mere end halvdelen af kvinder i tredje trimester.
Men hvorfor? Hvad er det, graviditeten gør ved vores blærekontrol?
Først og fremmest er der naturligvis spørgsmålet om plads. Jo større barnet bliver i livmoderen, jo mere presser den udspilede livmoder – og den ekstra vægt – på blæren.
Men der er mere end det.
Graviditeten og alle de hormonelle og fysiske ændringer, der sker i kroppen, gør også noget ved vores nerveimpulser.
Hvor vi normalt føler trangen til at lette os, når blæren indeholder 4-500 ml urin, kan den impuls blive udløst tidligere under graviditeten.
Med andre ord, de nerveimpulser, der sender signaler til hjernen om at lede efter et toilet, udløses allerede inden vores blære egentlig er fuld.
Hvis det er tilfældet – du løber på toilettet hele tiden, men skal egentlig ikke tisse så meget – kan du prøve at ignorere impulserne og vente lidt længere.
Men vent ikke for længe – husk at din blære fysisk er mindre sent i graviditeten.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg mister blærekontrol under graviditeten?
Bækkenbundsøvelser anbefales generelt til kvinder – og særligt til kvinder, der lige har født.
De består basalt set i at klemme musklerne sammen i bækkenbunden og holde, derefter slippe og så stramme igen.
Sådanne øvelser træner musklerne i bækkenbunden, så du langsomt genvinder din blærekontrol.
Se her hvordan du bedst og mest effektivt træner dine bækkenbundsmuskler.
Så kan du glæde dig til, at tingene nemmere retter sig igen efter fødslen.
Allerede otte uger efter fødslen er antallet af kvinder med ufrivillig vandladning faldet fra over 50% til omkring 20%.
Det kan godt tage seks måneder, før din blærekontrol er helt tilbage – men du kan altså hjælpe til med bækkenbundsøvelser.