Kvinder bliver gravide senere i livet i dag end for bare 10 år siden.
Med uddannelse, karriere og lige det dér med at finde drømmemanden som man gerne vil have børn med, kan være med til at betyde, at mange kvinder i dag er over 35 år, når de bliver gravide.
Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er 29 år. Men det at være en ældre mor handler ikke om at være gravid over 35 år som førstegangsfødende. Mange kvinder ønsker barn nummer 2, 3 eller 4 og i de tilfælde, er det helt almindeligt, at alderen er stigende.
Jeg er gravid over 35 år – hvilke prøver skal jeg igennem?
Jo ældre du er, når du bliver gravid, des større er riskoen for, at dit barn har misdannelser eller medfødte sygdomme. Derfor er lægerne mere opmærksomme på dig og dit ufødte barn, når du er blevet mere end 35, end hvis du var gravid som 25 årig.
Alle gravide uanset alder bliver tilbudt både doubletesten, som er en blodprøve, der kan påvise Downs syndrom og nakkefoldskanning. Nakkefoldsskanningen foretages allerede i uge 11 – 13. Begge prøver foretages for at undersøge sandsynligheden for misdannelser eller Downs syndrom, desværre kan prøverne ikke give et endeligt svar.
Risikoen for at føde et barn med Downs syndrom er stigende med den gravides alder. Er du over 35 år er det rutine på de danske hospitaler at foretage yderligere undersøgelser. Det kan gøres enten ved at foretage en moderkageprøve i uge 11 til 12 eller en fostervandsprøve i 15. – 16. graviditetsuge.
Begge prøver giver en lettere forøget risiko for spontan abort – risikoen er 1 ud af 100. Disse prøver er kun et tilbud til den gravide og du kan fravælge prøverne, hvis du ikke ønsker dem. Men det er ikke kun Downs syndrom eller andre sygdomme hos barnet, du skal holde øje med.
Risikoen for svangerskabsforgiftning er stigende med din alder og på de fleste hospitaler bliver gravide over 35 også tilbudt flere jordemoderbesøg eller besøg hos egen læge. Det gøres for at jordemoderen eller lægen kan holde øje med dit blodtryk og protein i urinen, som er indikatorer for svangerskabsforgiftning.
Hævelser på hænder og fødder kan også være tegn på svangerskabsforgiftning, som du kan læse mere om i vores artikel om svangerskabsforgiftning her.
Jeg er en ældre mor – skal jeg være bekymret?
Prøv ikke at bekymre dig. Der er blevet født børn altid og også af ældre kvinder. Er du flergangsfødende har du den store styrke, at du har prøvet det hele før.
Heldigvis forløber alting helt fint i langt de fleste tilfælde, og du kan i stedet glæde dig over, at der bliver taget rigtig godt hånd om dig og din ufødte baby.
Nyd din graviditet og det nye liv der venter.