Sygemeldt under graviditet

Sygemeldt under graviditetEr du gravid og synes det er hårdt for din krop at gå på arbejde? Så er det måske noget, du skal tale med din arbejdsgiver om. Hvordan reglerne er for at blive sygemeldt under graviditeten kan du læse mere om her i vores artikel.

 
 

Skal jeg sygemeldes?

Langt de fleste gravide oplever forskellige gener i løbet af graviditeten. Det kan være du oplever ubehag i begyndelsen af graviditeten, hvor morgenkvalme og opkastninger kan være et stort problem. Det kan også være, at du i slutningen af graviditeten er påvirket af plukveer, der gør det svært for dig, at bevæge dig ret meget.

Uanset hvad du oplever, så er det helt almindeligt at opleve gener, der kan blive forværrede alt efter hvilket arbejde du udfører. Om generne skal føre til en sygemelding, er noget kun du og din læge og eventuelt din arbejdsgiver kan vurdere.

Generne kan opdeles i to variationer:

  • Gener, der udelukkende eksisterer på grund af graviditeten
  • Gener, der opstår på grund af det arbejde du udfører mens du er gravid.

Du må gå på barsel, når der er 4 uger til din terminsdato. Nogle arbejdsområder giver mulighed for 8 ugers barsel inden fødsel. Bliver du uarbejdsdygtig inden da, skal du sygemeldes.

Et godt sted at starte med at finde ud, om du skal sygemeldes, er at tale med din arbejdsgiver. Fortæl hvilke gener du oplever og om det er relateret til dit arbejde. Det er ofte sådan, at arbejdsgivere er meget villige til at finde andre løsninger for udførelsen af arbejdet, der kan hjælpe dig til at få en bedre arbejdsdag.

Prøv selv at overveje hvilke løsninger du mener kan hjælpe dig, og præsenter dem for din chef. Måske kan I blive enige om, at du går tidligt og udfører noget af arbejdet hjemmefra. Det kan også være, at du skal sættes i gang med nogle andre opgaver, der ikke er så hårde for dig. Måske skal du gå ned i tid i en periode.

Har du et arbejde, der er decideret farligt for dit ufødte barn, er det din arbejdsgivers pligt, at finde andre arbejdsopgaver under din graviditet, der ikke kan skade dig.

Du kan også tage en samtale med din HR-afdeling for at høre, om de har håndteret lignende situationer. Nogle arbejdsgivere opfordrer deres ansatte til at blive sygemeldte, både for at skåne den gravide og også for at sikre sig, at arbejdet bliver udført optimalt i situationer, hvor den ansatte har det dårligt.

 
 

Hvordan bliver du sygemeldt under graviditet?

Når du og din læge er blevet enige om, at du skal sygemeldes, skal du med det samme kontakte din arbejdsgiver og informere ham eller hende om, at du i en periode skal være sygemeldt.

Måske ved du allerede, at det kommer til at vare resten af din graviditet, måske skal I se tiden an, og se om du blot trænger til en pause og senere kommer tilbage på jobbet. Fortæl din arbejdsgiver, hvad du selv regner med.

Du har ret til sygedagpenge, når du er sygemeldt under graviditeten og du sidestilles andre sygemeldte og skal derfor opfylde kravene til at være på sygedagpenge. Det betyder, at du jævnligt skal mødes med din læge, der fortsat skal undersøge, om du er for dårlig til at arbejde.

Når din barselsperiode begynder, skal du meldes fra at være sygemeldt, så du overgår til den rigtige barselsydelse, der gælder i forhold til din kontrakt. Du skal selv sørge for at raskmelde dig, så du kan gå på almindelig barsel.

Læs også vores artikel om barselsdagpenge her.

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit.

Sygemeldt under graviditet
5 (100%) 1 Stemme