Når du har fået kejsersnit, skal du holde dig fra hård motion og træning i det første stykke tid efter.
Man siger som hovedregel, at du kan begynde på efterfødselshold efter 6-8 uger, men hård træning skal du holde sig fra i de første 4 måneder.
Dette betyder ikke, at du ikke kan genoptræne din krop og lave øvelser derhjemme.
Hvordan træner jeg mine mavemuskler?
I løbet af en graviditet bliver mavemusklerne lange og svage, og rygmusklerne bliver korte og overbelastede af vægten fra maven.
Har du født ved kejsersnit, er mavemusklerne de vigtigste muskler, der skal trænes op, fordi de er blevet revet over eller skåret op, ved indgrebet. Når du begynder at træne, skal du starte med små lette øvelser:
- Træk maven ind og ud. Du kan lave øvelsen både siddende og liggende. Du kan også lave øvelsen, når du går tur med barnevognen.
- Lig på ryggen og pres lænden mod underlaget. Husk at knibe sammen i bækkenbunden samtidig.
- Lig fladt med ryg og ben og løft hoved og overkrop ganske lidt opad mod loftet.
- Læg armene under hovedet og mærk strækket i maven, mens du trækker vejret godt ned i maven.
- Læg armene under hovedet og løft med armene hovedet opad.
- Læg dig på alle fire, og løft skiftevis arme og ben.
Må jeg træne hårdt?
Når du har lavet disse øvelser dagligt i nogle uger, kan du gå videre til regulære maveøvelser. Hold dig fra overdreven træning de første 6-8 uger og lyt til din krop, og stop øvelsen, hvis det gør for ondt, eller strækker for meget i arret.
Lad være med at give op, men prøv nogle af de andre øvelser. Det er skønt at få bevæget kroppen og mærke at den er ved at hele, efter en kejsersnitsoperation. Det giver mere overskud og glæde i hverdagen at få lidt motion.